Rute 2: Nordfyn

Cykelruten rundt på Nordfyn er på 89,6 km. På cykelruten kommer du forbi den romantiske have ved Sanderumgaard, Harridslevgaard Slot og Herregaarden Jerstrup.

På cykelturen rundt på Nordfyn vil du udover smuk natur og historiske slotte komme forbi restauranter med mad i verdensklasse og skønne overnatningsteder. 

<

Spis og Sov godt

På cykelturen henover Nordfyn, vil du udover smuk natur og historiske slotte og herregårde komme forbi  skønne overnatningsteder.

First Grand Hotel Odense

Hotellet ligger cventralt i Odense, og kombinerer den rige historie og klassiske atmosfære med de moderne faciliteter på bedste vis.

Ditlevsdal Bison Farm

På Ditlevsdal tilbydes overnatning i nybyggede præriehuse, der ligger placeret med idyllisk udsigt over prærien og de majestætiske dyr

Bogense Strand Camping

Campingpladsden ligger fem minutters gang fra Bogense centrum, marina, havn og strand. Her er familien og fællesskabet i centrum

Hasmark Strand Camping

Når du besøger Hasmark Strand Camping på Fyn, har vi gjort os ekstra umage for at skabe rammerne, så du kan få din drømmeferie opfyldt.

Den Romantiske Have ved Sanderumgaard

Havens historie

Den Romantiske Have er knyttet til Sanderumgaard. Sanderumgaards tidlige historie har mange huller. Man ved dog at Sanderumgaard i slutning af 1300-tallet var ejet af fogeden Tue Skytte, og omkring 1468 var Sanderumgaard ejet af adelsmanden Keld Pedersen. Senere var Sanderumgaard ejet som almindelig bondegård af Kronen og i 1571 var den forlenet til Odenses borgmester, Hans Mule.

I løbet af 1600- og 1700-tallet blev Sanderumgaard ejet af forskellige adelsslægter og gik i arv. I 1793 blev Sanderumgaard imidlertid solgt til Johan Bülow. Bülow blev en af Sanderumgaards mest kendte ejere. Johan Bülow besad høje politiske poster, blandt andet grundet hans tætte forhold til kong Frederik VI.

Mens Bülow ejede Sanderumgaard renoverede og forskønnede han hovedbygningen. Derudover påbegyndte han anlæggelsen af den store romantiske have. I haven blev der opført mindre lysthuse, pavilloner blev opført og man gravede kanaler i den 15 ha. store have. Den Romantiske Have ved Sanderumgaard er en af de første af sin slags i Danmark. Haven blev anlagt fra 1793 og i 1828, hvor Bülow døde var haven end ikke færdig.

Johan Bülow havde før han erhvervede sig Sanderumgaard været rådgiver for kronprins Frederik, hvor han rådførte prinsen vedrørende Frederiksberg Have og et anlæg der i 1790 blev anlagt omkring Marielyst Slot ved Helsingør. Bülow havde derudover stort kendskab til de store haveanlæg ude i Europa og brugte sin viden og erfaring da han skulle anlægge den smukke romantiske have ved Sanderumgaard.

Efter Bülows død i 1828 blev Sanderumgaard sat på auktion. I 1829 erhvervede Christian Andreas Vind Sanderumgaard. Bülow brugt mange penge på at forskønne hovedbygningen og anlægge haven, men driften af Sanderumgaard var blevet forsømt. Christian Andreas Vind lagde derfor sit fokus her. Sanderumgaard og Den Romantiske Have har siden da været ejet af Vind-slægten.

Praktisk information

Åbningstider: tirsdag – søndag: 10-17, mandag: lukket

Hunde er velkomne i haven i snor.

Nogle af havens områder er kun tilgængelige med guide.

Adresse: Sanderumgaardvej 150, 5220 Odense SØ

Harridslevgaard Slot

Harridslevgaard Slots historie

Harridslev Slot (dengang kaldt ”Haræslef”) bliver nævnt første gang i 1231, i Kong Valdemars Jordebog. Dengang hørte det under Kronens slotte.

I middelalderen blev Harridslevgaard Slot kaldt røverslottet og skulle efter sigende have været tilholdssted for sørøvere. I middelalderen gik vandet helt op til Harridslevgaard og man kunne fra slottet se langt ud over havet. På slotstårnet var der store jernkroge, som man hængte lygter i for at narre skibene på havet til at tro at de så et fyrtårn. Skibene ville derfor sejle mod Harridslevgaard, hvorefter røverne der boede på slottet let kunne stige ombord på de intetanende skibe og tage hvad de ville. Dette fik dog en ende, da kongen havde modtaget mange klager over røverne. Kongen ombragte derefter dem alle.

Harridslevgaad Slot skiftede ejere mange gange, som så mange andre slotte og herregårde gjorde det. I 1589 overtog rigsråd Breide Rantzau den daværende middelalderborg. Han valgte dernæst at rive middelalderborgen ned og i dens sted byggede han den renæssancebygning som stadig står der den dag i dag. Renæssancebygningen stod færdig i 1606.

I tiden efter har Harridslevgaards mure været hvidkalkede, men er den dag i dag ført tilbage til de oprindelige røde munkemursten. Det smukke renæssanceslot står derfor som i 1606.

Praktisk information

Harridslevgaard Slot har sæsonbestemte åbningstider, disse er oplyst på Harridslevgaard Slots egen hjemmeside.

Adresse: Assensvej 3, 5400 Bogense

Herregården Jerstrup

Jerstrups historie

Første gang Jerstrup bliver nævnt i kilder er i 1328. Det bliver her kaldt ”Jærpælstrop”. Dengang var gården ejet af Niels Eriksen Rød Banner Høeg, men efter hans død i 1350 forsvinder Jerstrup ud af historien i mere end 150 år!

Næste gang Jerstrup omtales er i begyndelsen af 1500-tallet i forbindelse med en handel, hvor Jørgen Henningsen Qvitzow købte Jerstrup. Qvitzow var en velhavende mand, der også ejede andre herregårde på Fyn. Under Grevens Fejde (1534-1536) blev Qvitzow taget til fange af Grev Christoffers mænd. Efter konflikten sagsøgte Qvitzow Odenses borgere for den skade krigen havde gjort på hans gårde.

Qvitzows datter Hileborg Qvitzow arvede Jerstrup efter sin far og Jerstrup blev i slægten nogle generationer. Men fra slutningen af 1500-tallet og de næste århundrede frem skiftede Jerstrup ofte ejer grundet ægteskab, arv og handler. Jerstrup var i perioden ramt af dårlig økonomi, hvilket tvang mange af ejerne til at sælge herregården.

Først i 1804 fik Jerstrup mere faste ejere. I 1804 overtog Constance Frederikke Henriette Bernstorff fra Gyldensteen. Hun indlemmede herefter Jerstrup i grevskabet. Først i 1922 overgik Jerstrup fra grevskabet til fri ejendom.

Jordtilliggendet hører stadig under Gyldensteen, men Jerstrup hovedbygning, med tre hektar naturgrund/park areal blev i 2000 frasolgt. De nuværende ejere overtog i 2007 Jerstrup og påbegyndte i denne forbindelse en gennemgribende renovering af bygningen.

Praktisk information

Adresse: Jerstrupvej 44, 5400 Bogense