Menu
Menu
For at forstå Genforeningen af Danmark i 1920 er man først nødt til at kende historien om 2. slesvigske krig i 1864. Krigen i 1864 er stadig den dag i dag i mange danskeres bevidsthed.
Danmarks skelsættende nederlag til Preussen og Østrig i 1864 fik store konsekvenser for Danmark og den danske befolkning.
I midten af 1800-tallet bestod Danmark af selve kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. I Holsten og Lauenborg talte befolkningen tysk. I Slesvig derimod talte befolkningen både dansk og tysk. Slesvigs dobbelte tilhørsforhold var grundlaget for krigen i 1864.
Slesvig blev af danskerne set som et gammelt dansk område, som hørte naturligt til Danmark. Danmark havde ikke det samme tilhørsforhold til hertugdømmet Holsten og forsøgte derfor at splitte de to hertugdømmer ad. De tysksindede i både Holsten og Slesvig mente dog at de to hertugdømmer delte en fælles historie og ønskede derfor ikke at blive splittet.
Det slesvig-holstenske spørgsmål fortsatte op i 1860’erne med at være en politisk problemstilling, som ikke lod sig løse. Den danske regerings løsning på problemet var en ny forfatning, der ville løsne båndene til Holsten, mens den ville styrke båndene til Slesvig. Denne beslutning mødte imidlertid stor kritik fra Det Tyske Forbund. Spændingerne gik højt mellem Danmark og Det Tyske Forbund og man frygtede i Europa at en ny krig ville udbryde. De europæiske stormagter forsøgte derfor at presse Danmark og de tyske stater til at stoppe konflikten, men uden held. I 1864 gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig. Krigen var nu en realitet.
Efter krigens udbud var der i Danmark et håb om militær og politisk støtte udefra. Der var dog ingen andre europæiske stater der ville risikere en krig med Preussen eller Østrig på grund af Slesvig. Den danske hær var dårlig trænet i forhold til den preussiske og østrigske. Derudover var de danske forsvarsværker ikke blevet udbygget siden sidste krig i 1840’erne.
Alt dette satte den danske hær i en svær position.
Den preussiske og østrigske hær fik hurtig tvunget den danske hær længere og længere op i først Slesvig og sidenhen Jylland. Den danske hær trak sig tilbage til flankestillingerne ved Dybbøl og Fredericia. I april 1864 stormede preussiske styrker den danske stilling ved Dybbøl.
Stormen ved Dybbøl blev det vigtigste slag i krigen i 1864. Her led den danske hær et totalt nederlag til den preussiske hær. To dage efter dette nederlag begyndte fredsforhandlingerne i London.
Fredskonferencen i London var præget af uenighed internt i Danmark om, hvor den danske grænse skulle gå. Derudover var Preussen ikke villig til at imødekomme de danske ønsker. Den store interne uenighed i Danmark var med til at fredskonferencen i sidste ende faldt til jorden og blev efterladt uden resultat.
I slutningen af juni 1864 brød krigen ud igen. Preussen erobrede Als, hvilket betød at Danmark havde mistet kontrollen over den sidste del af Slesvig. Danmark var nu forsvarsløse og indledte kort efter fredsforhandlinger direkte med Preussen og Østrig. Danmark blev presset til at afstå de tre hertugdømmer –Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark var nu blevet reduceret til en småstat og mange dansksindede slesvigere endte nu under tysk styre.
De tidligere danske hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg kom efter krigen i 1864 under preussisk styre. Slesvig og Holsten blev nu omdannet til provinsen Slesvig-Holsten.
Den nye provins befandt sig i en afsides udkant af det store tyske rige. Slesvig-Holsten provinsens økonomiske modernisering og industrialisering skete derfor langsommere end i resten af Det Tyske Rige.
Slesvig-holstenerne affandt sig hurtigt med indlemmelsen i Preussen og Det Tyske Rige. Dette var imidlertid ikke tilfældet for de dansksindede nordslesvigere. De dansksindede nordslesvigere protesterede energisk mod splittelsen fra Danmark i årtierne efter krigen i 1864.
I 1880’erne organiserede den danske bevægelse sig i store og små nationale foreninger. Samtidig forsøgte de tyske myndigheder at fortyske Nordslesvig. Undervisningssproget i de nordslesvigske folkeskoler blev i slutningen af 1880’erne fastsat til tysk. Derudover opkøbte den tyske stat også landbrugsjord for at sikre at det blev i tyske hænder. Dette forsøg på at fortyske Nordslesvig styrkede imidlertid de dansksindedes forbindelser til Danmark.
De dansksindede nordslesvigere begyndte at identificere sig som danske sønderjyder både kulturelt og politisk. Denne nationalidentitet voksede blandt de dansknationale foreninger på trods af den hårde undertrykkelse de oplevede grundet den såkaldte ”Køllerpolitik”.
Køllerpolitikken var gældende fra 1898 til 1903. Køllerpolitikken er betegnelsen for den tyske politik, der blev ført mod de danske sønderjyder. Målet med politikken var at knække danskheden blandt andet ved mødeforbud, masseudvisninger, fængselsstraffe og fratagelse af forældrerettigheder. Politikken førte til en tilbagegang for de dansksindede, men blev samtidig mødt med kraftig modstand af moderat tysk side.
Under første verdenskrig (1914-1918) blev de dansksindede sønderjyder på grund af deres tyske statsborgerskab tvunget til at sende deres unge mænd til den tyske front. Her mistede 5.200 mænd livet.
Første verdenskrigs afslutning bragte dog håb om genforening for de dansksindede sønderjyder. Tysklands nederlag samt den russiske revolution i 1918, der resulterede i Finlands selvstændighed, åbnede døren for en genforening af Danmark.
De danske sønderjyder krævede en folkeafstemning omkring emnet og dette krav blev imødekommet i fredstraktaten fra 1919. Den 10. februar 1920 stemte Nordslesvig sig med 75% af stemmerne til Danmark, mens den Mellemslesvigske afstemningszone den 14. marts, med 80% af stemmerne stemte sig til Tyskland.
Efter krigen i 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen (fra 1871 Tyskland) og Østrig. Den dansk-tyske grænse kom herefter til at løbe lige syd for Kolding.
Selvom Sønderjylland hørte under Preussen/Tyskland fra 1864, var der mange dansksindede sønderjyder i Nordslesvig. Disse dansksindede sønderjyder fastholdt deres danske mentalitet i perioden, på trods af modstand fra de tyske myndigheder.
Genforeningen af Sønderjylland og Danmark skete i juni 1920, men processen startede allerede i 1918. I 1918 erkendte Tyskland nemlig at de havde tabt første verdenskrig og bad om våbenhvile. 1918 var et begivenhedsrigt år, med afslutningen af første verdenskrig og den russiske revolution, der resulterede i at Finland opnåede selvstændighed fra Rusland.
Disse begivenheder gav de dansksindede sønderjyder mod og mulighed for at bringe spørgsmålet om en genforening op til debat.
Det danske Folketing og Landsting drøftede første gang spørgsmålet om genforeningen d. 23. oktober 1918. De kom til enighed og besluttede at spørgsmålet skulle løses på demokratisk vis, igennem folkets selvbestemmelsesret.
Samme dag (den 23. oktober) bragte de danske sønderjyders politiske leder og rigsdagsmand H.P. Hansen, spørgsmålet om en genforening mellem Sønderjylland og Danmark op i den tyske Rigsdag. Efter våbenhvilen den 11. november, gik den fungerende tyske udenrigsminister med til at spørgsmålet om genforeningen skulle løses på den forestående fredsforhandling.
Efter denne tilkendegivelse fra både de tyske og danske myndigheder kunne de dansksindede sønderjyder påbegynde det politiske og administrative arbejde vedrørende en folkeafstemning og senere en genforening.
Til fredskonferencen i Versailles blev genforeningsspørgsmålet drøftet. Det blev besluttet at spørgsmålet om genforeningen skulle afgøres ved hjælp af folkeafstemninger. Folkeafstemningerne skulle foretages i såkaldte zoner. Nordslesvig skulle deles op i zoner, der skulle indikere, hvor den endelige grænse skulle gå. 1. zone gik fra 1864 grænsen til den såkaldte Clausen-linje (der var næsten identisk med den nuværende). 2. zone bestod af Mellemslesvig.
Der fandtes grupper der ønskede en 3. zone, hvor den Danske grænse skulle gå helt nede ved Dannevirke. Denne grænse ville dog betyde at mange tysksindede ville blive indlemmet i Danmark, hvilket den danske regering ikke ønskede.
Versaillestraktatens underskrivelse trådte i kraft januar 1920 og der kunne nu fastsættes dato for folkeafstemningerne. Afstemningen fandt sted d. 10. februar 1920 i 1. zone. Folkeafstemningen fandt sted d. 14. februar i 2. zone. Den før diskuterede 3. zone blev ikke til en realitet trods opbakning fra blandt andet Frankrig.
I 1. zone kom der et dansk flertal på cirka 75% af stemmerne. Afstemningen i 2. zone gav dog et noget andet resultat. Her stemte 80% sig til Tyskland. Den dansk-tyske grænse blev derefter fastsat til det vi også i dag kender som grænsen.