Rute 7: Oldtidsruten 25 km

På denne naturskønne cykelrute fra Nysted cykler du gennem et landskab præget af fortidsminder og smukke naturområder.

Undervejs passerer du mere end 150 historiske monumenter, herunder dysser, jættestuer og Middelalderkirke, der vidner om områdets rige oldtidshistorie.

Oldtidsruten kombinerer historie, natur og hygge, hvilket gør den ideel til både familier og historieinteresserede, der ønsker en afslappende dagstur med spændende fortidsfortællinger.

Kettinge Kirke

Kettinge Kirkes Historie

Kettinge Kirke ligger på Lolland. Der har muligvis stået en trækirke på dette sted, men den ældste del af den nuværende kirke er bygget mellem 1200 og 1250 og havde fladt træloft og et halvrundt apsis mod øst. I begyndelsen af 1300-tallet blev kirken udvidet til dobbelt størrelse og forsynet med et tårn, så den nu fremtræder som en af landsdelens største kirker. Samtidig blev det flade loft erstattet af 6 spidsbuede gotiske hvælvinger. Alle hvælvingerne er rigt dekoreret med kalkmalerier, der er malet af Elmelundemesteren eller en af hans elever.

Døbefonten er i romansk stil og muligvis samtidig med den ældste kirke. En af kirkens klokker er fra 1401 og et krucifiks, der hænger på nordvæggen, er også fra den katolske tid. Altertavle og prædikestol er lavet af samme mester med initialerne C.L. og er fra 1612

Praktisk information

Åbningstider: Mandag til lørdag ml. 8.30-15.30

Adresse: Kettingevej 63B, 4892 Kettinge

Frejlev Skov

Fortidsminder i Frejlev Skov

I Frejlev ligger Frejlev og Roden Skov med kort afstand til hinanden.
Frejlev Skov er kendt for sine usædvanligt mange fortidsminder fra sten – og bronzealderen, bl.a. med intakte jættestuer, gravhøje, langdysser og runddysser og mere end 100 gravhøje. Der er desuden over 30 bautasten med helleristninger og skåltegn. Når man går gennem skoven, kan man komme ud til kysten, hvor der er udsigt over guldborgsund.
Roden Skov er den største og bærer stadig præg af at have været indrettet med henblik på jagt, hvor der har været en stor skydeplads inde i centrum af skoven med flere stier der går ud fra pladsen. Selvom dette er lidt i forfald er der en stor bestand af dådyr som ikke er svære at se når man går tur i skoven.

Når man kører på Enghavevej på vej mod Frejlev Skov, passerer man Skalkekorset, et mindesmærke for et sagn om hvordan bønderne i Frejlev knækkede ryggen på ridefogeden, da han ville fælde og sælge skov, som var givet til bønderne af Margrete 1.