Cykelruter

Aktiv Danmark har samlet en oversigt over forskellige cykelruter og cykeloplevelser i Danmark.

Turforslagene følger ofte de skiltede nationale og regionale cykelruter. Har du udvalgt et bestemt område, du gerne vil cykle i, eller vil du gerne planlægge din egen rundtur, kan du bruge Aktiv Danmarks oversigt til at danne dig et overblik og planlægge din tur. Der er forslag til cykelruter i og omkring de største byer i Danmark, og du finder også de mange panoramaruter på siden.

Der findes tusindvis af skiltede og kortlagte regionale cykelruter i Danmark – i alt over 12.000 km cykelruter. Har du et forslag til en rute, som du synes skal på oversigten, må du meget gerne sende en mail til Aktiv Danmark.

Historiske Cykelruter

Historiske Cykelruter er et nyt tiltag lavet af Aktiv Danmark for historieinteresserede cykelturister. De historiske temaer vil være regionsbestemte og afspejle noget af det der kendetegner områderne hver især. Temaerne vil springe i tid, men alle have fokus på begivenheder eller fortællinger, der er relevante for Danmarks historie. Her på siden vil der løbende blive tilføjet flere temaer.

På ruterne vil cykelturisten blive præsenteret for det pågældende tema, samt de historiske destinationer, cykelturisten møder på de planlagte ruter. Til hver historisk destination er der tilknyttet en fortælling om destinationens historie og betydning for det overordnede tema. Antallet af historiske destinationer vil naturligvis variere fra tema til tema.

På ruterne er der udover historiske destinationer også oplyst inspiration til overnatnings og spisemuligheder.

Læs her om historien bag Genforeningen af Danmark

Fynske Slotte & Herregårde

Fyn er kendt for sine mange slotte, herregårde og godser. Aktiv Danmark har, med tilladelse fra de oplyste slotte, herregårde og godser, lavet en række forskellige cykelruter på Fyn. Disse cykelruter tager dig forbi så mange historiske slotte, herregårde og godser som muligt.

Aktiv Danmark er opmærksomme på at der findes flere slotte, herregårde og/eller godser på Fyn end de der her på siden bliver oplyst om. Flere af stederne bliver benyttet som privatbolig for stedets ejere og er dermed ikke åben for offentligheden.

Til hver rute er der en spændende historisk fortælling om hvert slot, herregård eller gods, som man kan læse om. Derudover er der link til steder hvor man kan overnatte eller få noget godt at spise.

Aktiv Danmark ønsker dig en god tur rundt på Fyn.

 

Genforeningen af Danmark

I 2020 fejres 100-års jubilæet for Genforeningen af Danmark. Aktiv Danmark har lavet en række cykelruter for at fejre jubilæet, men også for at fortælle historien om en af Danmarkshistoriens vigtigste begivenheder. På ruterne bliver historierne om tabet af Sønderjylland, opdelingen af Danmark, samt Genforeningen fortalt igennem det sønderjyske landskab. Besøg spændende museer og bliv klogere på krigen i 1864 og Genforeningen i 1920, besøg steder i naturen, hvor krigen blev udkæmpet og se nogle af de Genforeningssten og -mindesmærker, som sønderjyderne satte op for at fejre at de blev genforenet med Danmark.